Indrømmet! Jeg fik slet ikke spist min dåsemad tirsdag aften. Jeg var simpelthen for træt til at varme skidtet. Derimod brugte jeg dåsemaden til at lave hovedpude, så nogen gavn fik jeg da af den.

I dag, onsdag, har jeg travet præcis 37.500 skridt - cirka 26 kilometer - fra Saltbæk Campingplads og ad nordøstlig rute til Vesterlyng Camping.

En bøn om at blive væk fra området

Det var en morgentræt, forblæst og kold Saltbæk by, som lå på min nordlige rute. Ved vandet lå "det forjættede land" - Saltbæk Vig. Af respekt for områdets status som fredet, havde jeg anmodet inspektør Ole Petersen om lov til at krydse Saltbæk Vig. Det fik jeg - alternativt skulle jeg hele vejen syd om Saltbæk Vig, en tur som ville give mig en del ekstra kilometer i støvlerne.

Lad mig sige det med det samme. Områdets status som fredet skal respekteres - ligegyldig om man er fodgænger, cyklist, skiløber eller rytter! Min beretning på disse sider er derfor også en bøn om at man ikke færdes i området.

Forliste sko og irriterende myg

Denne dags morgen ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde fulgt mere med i naturfagstimerne. Der var fuglesang, pippen og advarselsskrig fra de mange fuglearter. Jeg følte mig ydmyg ved at gå på området, som i øvrigt også rummer en del sjældne plantearter. Bortset fra dyrelydene var der stille - helt stille. Kun vinden og havet kunne høres. Inspektør Ole Petersen indbød mig til en kop kaffe og en snak på terrassen på arealet Lille Vrøj. Snart væltede vandet ned fra oven, og det var på tide at fortsætte vandringen. Hvert sving bragte nye smukke udsigter på det flade, flade stykke land. På min vej kom jeg forbi et lille hus, som udefra lignede et bådehus. Da jeg stak min nysgerrige snude derind, var der sømmet hundreder af "forliste" sko op på væggene. Tja, hvorfor ikke! Med et skævt smil vandrede jeg videre, til stor skræk for både fugle og køer. På et tidspunkt skulle jeg.... øhm... pudre næse og trådte lidt afsides. Her kommer dagens vigtigste tip: Jeg vil fraråde andre kvinder i at skulle tisse nær vådområder - der er myg ... Så er dét sagt!

Hundebid og lavtflyvende mariehøns

Da jeg kom til Alleshave, gik jeg langs asfaltvejen - en vej med skræmmende store huller. Længere fremme var en bondemand i gang med at læsse korn fra mejetærskeren. På jorden var der to hunde - heraf én hønsehund. Da jeg elsker hunde, gik jeg ufortrødent nærmere på vejen - men det skulle jeg altså ikke have gjort! Hønsehunden kom mig i møde med logrende hale, men da den kom over til mig, forvandlede den sig til en arrig satan. Den gik lige mod min ankel, men klappede (heldigvis for den og ejeren) tænderne sammen omkring buksebenet, inden jeg forsøgte at losse den en. Jeg nåede ikke at ramme den, men gik videre inde på den nymejede mark for at komme sikkert forbi gården.

Med adrenalinen pumpende i blodet var jeg lykkelig over at se otte smukke, hvide køer, som godt turde hilse på for dernæst at blive håndfodret med mælkebøtteblade.

Jeg gik derefter ned til Alleshave Bådelaug, en smuk lille plet. Her blev jeg invaderet af en forfærdelig masse mariehøns - et tydeligt tegn på vejrskifte. Og det blev det! Solskinnet blev pludselig dækket af regnskyer, og inden længe kom de første dråber. Jeg gik over den fredede hede mod Havnsø, hvor min endestation - Vesterlyng Camping - kunne anes i det fjerne.

Træt i ben og krop, skulle jeg indskrives på campingpladsen. Dagens mand i skysovs blev Vesterlyng Campings bestyrer, Torben Berner. Smilende gav han mig nøglen til hytte fire. En rigtig seng, strøm og et lille køkken. Jeg er et lykkeligt menneske!

mje nordvest.dk

Relaterede artikler

Flere nyheder fra Meretes fodtur

Tilbage til forsiden

Seneste nyt
Holbæk	Kalundborg
Odsherred	Sport
Indland	Udland